Den nye kvinde. Hvordan kvindelige kunstnere og designere formede billedet af moderniteten
Alma de l’Aigle, Anni Albers, Marianne Amthor, Ruth Bessoudo, Elise Blumann, Jutta Bossard-Krull, Maya Chrusecz, Grete Gross, Elsbeth Köster, Alen Müller-Hellwig, Trude Petri, Marlene Poelzig, Hildi Schmidt Heins und Sophie Taeuber-Arp
iCAT af HFBK Hamburg, 20. september til 27. oktober 2024 / kurateret af Ina Jessen
Tyverne i forrige århundrede, også kendt som »de brølende tyvere«, er stadig et symbol på nye begyndelser samt på politiske og sociale realiteter, som klichéerne om elendighed og begær, fattigdom og nydelse klæber sig til. Efter den traumatiske oplevelse af Første Verdenskrig og midt i dens sociale og økonomiske konsekvenser blev der kæmpet for nye friheder i Tyskland, og i 1919 trådte betydelige emancipatoriske ændringer til fordel for kvinders rettigheder i kraft. Med indførelsen af kvindelig stemmeret åbnede de tyske kunstakademier også deres døre for kvinder. Politisk medbestemmelse gik hånd i hånd med krav om selvbestemmelse og forfatningsmæssig forankring af lige rettigheder, individuel selvbestemmelse, frit erhvervsvalg og overvindelse af klasseforskelle. Den nye kvinde gik fra at være et marginaliseret fænomen i det 19. århundrede til at blive rollemodel for disse forandringer.
Den første historiske udstilling på Institute for Contemporary Art & Transfer (ICAT) på HFBK Hamburg fokuserer på udvalgte kvindelige kunstnere, som var aktive studerende mellem 1907 og 1930, og hvis værker og biografier ikke længere er kendt i dag. Udstillingen og den digitale publikation vil præsentere værker, studier, biografier og (kunst)historiske udviklinger af udvalgte kvindelige kunstnere. Rundvisningen følger de kunstneriske positioner og er inddelt i kapitler om maleri, skulptur, arkitektur, keramik, fotografi, tekstil, brugskunst og grafik.
Projektet er dedikeret til at visualisere disse kvindelige kunstnere, hvoraf nogle af forskellige årsager kun optræder lidt eller slet ikke i vores nutid. Fokus er på værker og design fra deres tidlige år på Kunstgewerbeschule samt den kunstneriske og kreative udvikling.
Strukturelle og politiske kontinuiteter forbinder de historiske positioner med vores nutid. Det drejer sig om kampen for synlighed og anerkendelse, historieskrivningens eksklusioner og inklusioner eller de institutionelle, uddannelsesmæssige og sociale forhold på et kunstakademi. Udstillingen er således placeret i den aktuelle kanon af kønspolitiske debatter, som driver projekter frem for at opdatere og revidere den internationale kunsthistorie med progressivt uddannelsesarbejde.